Har du overvejet at sove under åben himmel i de lune sommernætter – eller måske året rundt?
Prøv at overnatte i en shelter på nogle af de dejlige overnatningssteder, som findes i Danmark og mærk, hvordan det er.
Det kan være, at du får lyst til at bygge din egen shelter og nyde stjernehimmelen på egen grund, når du først har prøvet at sove i shelter.
Hvad er en shelter?
En shelter er et halvtag og tre lukkede sider, som giver ly for regn og slud, så du kan overnatte i det fri året rundt.
Hvis du har en lille “handy-man” gemt i maven, kan du sagtens bygge din eget shelter. Hvis du ikke har mod på at gøre det selv helt fra bunden, kan du vælge at købe din shelter som byggesæt, hvor de enkelte dele til shelteren er delvis samlet og skåret til.
Hold varmen
Du kan sagtens overnatte i det fri, selv om vejret begynder at blive køligere. Du skal bare sørge for den rette påklædning, så du kan holde varmen, når du sover i shelter. Vælg for eksempel undertøj i uld eller uldblandinger, fordi det er åndbart og svedtransporterende.
Sørg også for at have en god sovepose – gerne med hætte, som du kan snøre omkring dit hoved. Endelig er det en god ide at investere i et isoleret liggeunderlag.
Det er også en god ide at tænde bål, inden du putter dig i soveposen og eventuelt nyde en kop varm kakao, så kroppen bliver varm, inden du lægger dig til at sove.
Hvis du breder soveposen ud ved bålet, så er den er dejlig varm, når du kravler i den.
Det er vigtigt, at dine hænder og fødder ikke bliver kolde i løbet af natten. Sørg derfor for at have tykke handsker og sokker med på shelterturen, uanset om det er ude eller hjemme i haven.
Vær også forberedt på regn. Hav altid ekstra undertøj, sokker og handsker med til din udendørs overnatning. Hvis dit tøj bliver vådt, er det nemlig sværere at få varmen.
Gør det
Kom ud i naturen – oplev solopgangen fra en shelter, hvor du har sovet, og få mentalt overskud.